En som dig

Mere end 40 større eller mindre organisationer, skoler, kommuner er indtil videre med i Folkebevægelsen Mod Ensomhed.
Nu skal ensomheden bekæmpes: Folkebevægelse sat i gang.
Kampen mod ensomhed intensiveres med folkebevægelse.
Af Pelle Lundberg Jørgensen
Tidligere på måneden gik hjemmesiden www.modensomhed.dk i luften. Bag siden står Folkebevægelsen Mod Ensomhed, der med mere end 40 virksomheder, organisationer, skoler og kommuner i ryggen har det som et erklæret mål at halvere antallet af ensomme inden 2020.
Det er første gang, at man iværksætter et så organiseret fokus og arbejde mod ensomhed. For nogle organisationer er projektet et naturligt led i det arbejde, de i forvejen udfører.
- Det var jo næsten uundgåeligt, at vi skulle engagere os i Folkebevægelsen Mod Ensomhed. Det ligger så tæt op ad vores aktiviteters kerne, hvor vi forsøger at etablere fællesskaber for børn og unge, lyder det fra Jacob Holst Andersen, der er kommunikationschef i Ungdommens Røde Kors.
Men også virksomheder som eksempelvis BFR Kredit og Jyske Bank har valgt at engagere sig i projektet, og det er der ifølge CSR-chef Lene Hjort gode grunde til, når man er en virksomhed med mange tusinde ansatte.
- Vi er også godt opmærksomme på, at vi i virksomheden har medarbejdere, der har en følelse af ensomhed. For selvom man har et godt arbejde, så kan man sagtens være ensom,” lyder det fra Lene Hjort.
DR sætter ensomhed på dagsordenen
Blot en uge efter at Folkebevægelsen Mod Ensomhed udkom med deres hjemmeside, søsætter Danmarks Radio i uge 17 en stor kampagne ”En som mig”, der vil bryde tabuet omkring ensomhed. I Folkebevægelsen Mod Ensomhed håber man på, at den øgede mediedækning vil kaste mere interesse af sig til dem også.
- Vi forventer en øget opmærksomhed, når DR begynder at udnytte deres platforme til at sætte fokus på ensomheden. Derfor har vi også forsøgt at klæde vores frivillige ekstra på, og så håber vi selvfølgelig også på, at der vil være seere, der selv får lyst til at blive frivillige hos os i Folkebevægelsen mod Ensomhed, forklarer afdelingschef i Ældre Sagen, Lars Linderholm.
Og det er nødvendigt med al den opmærksomhed, det er muligt at trække til sig. Det anslås at mere end 210.000 danskere føler sig ensomme, hvilket betyder at mere end 100.000 skal ud af ensomheden for at Folkebevægelsen Mod Ensomhed når målsætningen om en halvering.
Derfor er de med i Folkebevægelsen Mod Ensomhed:
Røde Kors:
”Vi engagerer os fordi, at det falder os naturligt. Alle vores sociale aktiviteter er rettet mod bekæmpelsen af ensomhed. Vågetjeneste, familienetværk, ældrebesøg og integration. Faktisk er hele paletten i virkeligheden rettet mod ensomhed.” – Jesper Lorentz Bertelsen, Røde Kors.
Ungdommens Røde Kors:
”Det er jo næsten uundgåeligt. Det ligger jo tæt op ad vores aktiviteters kerne. Vi prøver at etablere fællesskaber for børn og unge. Vi har aktiviter rettet mod ensomme unge blandt andet Plexus-cafeer, der er målrettet til unge, der er ensomme eller har svært ved at skabe kontakter.” - Jacob Holst Andersen, Ungdommens Røde Kors.
Ældre Sagen:
”Vi har vel først og fremmest engageret os fordi, hvis man skal gøre noget rigtigt ved problemmet, skal man ikke være enkeltorganisation, men derimod mobiliseres en større forsamling. På denne måde håber vi på at kunne samle Danmark og danskerne med dette projekt.” - Lars Linderholm, Ældre Sagen.
BRF-Kredit / Jyske Bank-koncernen:
”Det har vi valgt fordi, vi er en stor virksomhed med 4-5000 medarbejdere, hvor vi er med i mange projekter, hvor vi gerne vil skabe fællesskab. Det sker eksempelvis, når vi tager ud i byerne og sætter kunst op. Vi har også før hjulpet hjemløse, også her var det med et ønske om at skabe noget positivt i fællesskabets ånd. Vi er også opmærksomme på, at vi også selv i virksomheden har medarbejdere, der sidder med følelsen af ensomhed. For selvom man har et godt arbejde, så kan man sagtens være ensom.” - Lene Hjort, BRF-Kredit/ / Jyske Bank-koncernen.